De er jo lige ovre fra den anden side af… så vel en smule lokale i forhold til Høloftet. Vi har snakket om det nogle gange. At det kunne være hyggeligt, hvis de lavede en aften på Høloftet, og nu gør vi det så. Laver en aften med vestjysk lune tilsat musikalitet og stærke familiære bånd. Det er en cocktail, der kaster god underholdning af sig. Man kan næsten smage saltet fra Vesterhavet og mærke vestenvinden blæse omkring ørerne når bandet FÆTTERS inviterer til festlig folkpop krydret med lattervækkende og lune historier. Og når vi så har fået Cafe Aas til at fremstille Høloftets fiskebræt, så bliver det på alle måder en helstøbt aften
De vestjyske rødder hos Fætters fornægter sig ikke – og de fem unge spillemænd lægger da heller ikke skjul på deres ophav. ”Vi er født i Thyborøn, det vil vi gerne stå ved. Dér, hvor du bliver kaldt fiskersøn, selvom din far er smed,” som det lyder i storhittet ’Opsangen’.